Stor moderne skole med sjæl og historie
Rødkærsbro Skole blev etableret ved sammenlægning af Brandstrup-, Vindum-, og Rødkærsbro gamle skole i 1965. Rødkærsbro Skole er en tosporet afdelingsopdelt folkeskole med elever fra fra 0. til 9. årgang og en SFO for 0. til 3. årgang.
Skolen har ca. 370 elever.
Skolen har et tæt samarbejde med Rødkærsbro Hallen, som er skolens nærmeste nabo. I tilknytning til hallen ligger de udendørs idrætsanlæg, som anvendes i forbindelse med skolens idrætsundervisning. Skolen er afdelingsopdelt. Indskolingen som dækker 0.-3. årgang, har sammen med SFO til huse i dejlige, lyse lokaler, som blev opført i 2002. Mellemtrinnet, som dækker 4.-6. årgang, og udskolingen, som dækker 7.-9. årgang, har til huse i en helt ny fløj, som blev taget i brug i december 2008. Her er også et stort auditorium, som kan rumme afdelingerne i forbindelse med fællessamlinger.
I denne fløj vil der også være et helt nyt hjemkundskabslokale. Rødkærsbro Skole fremstår som en moderne skole med lyse og indbydende lokaler, efter at der de seneste år er investeret mere end 50 mio. kr.
Det er skolens mål at fremstå som et væksthus, åben for forandringer og påvirkninger fra mange sider, og
hvor mangfoldigheden skal ses som en ressource.
Rødkærsbro Skole vil skabe det bedste læringsmiljø for alle elever, så de rustes til et liv i videnssamfundet, hvor forandringer er et af vilkårene. Skolen ønsker desuden at fremstå som et vigtigt omdrejningspunkt i lokalområdet, og vil på visse betingelser stå til rådighed for foreningslivet og grupper i skoledistriktet, med udlån af de dejlige faciliteter.