Rødkærsbros historie
Rødkærsbro eller Rødkjærsbro er en stationsby i Midtjylland, beliggende 10 km vest for Bjerringbro, 8 km nordvest for Ans, 26 km nord for Silkeborg, 10 km nordøst for Kjellerup og 16 km sydøst for Viborg. Byen hører til Viborg Kommune og ligger i Region Midtjylland.
Primærrute 26 gik tidligere gennem byen og slog et skarpt sving på ca. 45°, hvor Århusvej og Søndergade mødes. Der er sket adskillige uheld, hvor biler er kørt ind i husene ved svinget. Men i 1998 åbnedes Rødkærsbro Omfartsvej, en 10 km lang motortrafikvej med 2+1 spor, som leder trafikken uden om byen.
Syd for byen løber Vindelsbæk, der udmunder i Tange Å. Tre km nord for byen findes Brandstrup Mose, der blev fredet i 1984 og er udpeget som EU-habitatområde. Herregården Palstrup ligger 3 km syd for byen.
Ved »Rødkjær«, som stedet kaldtes, bestod før jernbanen kun af enkelte ejendomme og et par huse. Den ene ejendom var matr. nr. 12b, der omfattede arealet øst for Århusvejen ned til bækken samt engen øst for Århusvej. Ejendommens bygninger ligger stadig lige øst for Lunden. En anden ejendom var matr. nr. 13c, der omfattede arealet øst for Århusvej, og en smal strimmel vest for vejen samt hen til nuværende Frederiks allé. Stuehuset er det stråtækte hus på Frederiksgade.
En tredje ejendom var matr. nr. 13g, der omfattede arealet vest for Frederiks allé. Bygningerne herfra kendes som »Rønnely« vest for virksomheden 2E Ellgaard Equipment. På Nørre Langgade lå et par ældre stråtækte huse, som måske har ligget der før jernbanens tid. Landevejen fra Århus til Viborg gik gennem området, ligesom den gamle Randers – Viborg vej, hvoraf Bjerrevej er en stump. Desuden var der bivejen fra Bjerrevej til Brandstrup, og lidt syd for byen vejen til Elsborg og Kjellerup.
Jernbanens anlæggelse
Da nu jernbanelinien førtes langs de flade engarealer og krydsede landevejen, var det naturligt at anlægge en jernbanestation, der blev anbragt lige der, hvor sporene krydsede vejen. Man måtte så sørge for bomme over vejen. Disse bomme måtte lukkes ned, hver gang et tog kom eller afgik, eller når der rangeredes med vognene. Hvor der er en station, bør der også være en kro, hvor folk kunne styrke sig til jernbanerejsen. Et par driftige købmænd, Boyes Enke i Randers
og Carl Sand i Bjerringbro, købte et jordstykke og byggede i 1864 et gæstgiveri med købmandsbutik.
Som bestyrer antog de skræddersønnen Jens Petersen fra Langå. Nogle år senere overtog Jens Petersen kroen og købte i løbet af de efterfølgende år endnu et par parceller, således at han ejede hele arealet mellem kroen og stationen. På denne måde kom der ingen konkurrenter.
De første år efter jernbaneliniens åbning byggedes der enkelte huse, især til jernbanens personale samt til enkelte håndværkere og handlende. I »Kongeriget Danmarks Handelskalender« for 1883-84 ses, at der var såvel bager, kolonialhandler, manufakturhandler, skomager, slagter og urmager i byen. I kalenderen for 1891-93 ses, at der nu fandtes bager, gæstgiver, seks handlende, to skomagere og en urmager. Først omkring 1900 kom der gang i byggeriet, og snart var al jord langs vejene bebygget. I kalenderen for 1904-05 ses, at der da var en bager, en gæstgiver, en købmand, en høker, tre detailhandlere, to skomagere, to snedkere og en urmager i byen.
I 1912 åbnede jernbanen Rødkærsbro-Kjellerup, og samtidig flyttedes stationen fra Århusvejen. I stedet blev der bygget et hus, hvorfra bommene kunne betjenes. Senere blev banen forlænget til Silkeborg. Banen var normalsporet med lette skinner, så kun de lettere jernbanevogne kunne anvendes på strækningen. Der var mange, der gerne ville bo i byen, men der var ingen ledige byggegrunde. I 1916 enedes en del af byens »spidser« om at købe ejendommen mtr. nr. 12b. Man udstykkede parceller syd for jernbanen og solgte dem til folk, der anlagde »kolonihaver « på dem. Efterhånden blev parcellerne bebygget og kendes i dag som Havevejskvarteret. Resten af ejendommen blev solgt igen.
Lunden
Omkring anden verdenskrig var der ingen mangel på byggegrunde og byens spidser eller deres sønner, købte da igen samme ejendom og udstykkede grunde langs Bjerrevej derfra. En firkant, der var uegnet som byggegrund, blev foræret til byens borgerforening, der anlagde anlægget »Lunden« på stedet. Igen blev resten af ejendommen solgt, nu stærkt formindsket.
Nyere historie
I løbet af det sidste halve hundrede år er flere parcelhuskvarterer skudt op i udkanten af den gamle del af byen. I Elsborg sogn, men i tilknytning til byen bebyggedes det man kalder »Blomsterkvarteret«, der i starten vist var lidt af et skattely.
Nord for Bjerrevej bebyggelsen opstod »Klostervejkvarteret«, hvis navn skyldes et »sommerhus« på bakken derude, og derfra kommer klosternavnet. Øst for Brandstrupvej byggedes »avlsbruget« med Kornvangen, Rug-, Byg-, Havre-, Hvede- og Lupinvej, og i de seneste år er en bebyggelse vokset op syd for Bjerrevej, hvor der endog er »højhuse« i form af boligselskabet Sct. Jørgens etageejendomme på Østervang.
Endelig er Bærhøjen ved at være udbygget, og i år 2008 er et helt nyt boligområde netop blevet etableret beliggende nord for Korngaderne og Klostergaderne, begyndende med Skovbærvej.
Gudenåen og istidens Faldborgdal
Nu løber Gudenåen et godt stykke fra Rødkærsbro, men længe før byen opstod, løb åens forgænger, smeltevandsfloden fra istiden lige gennem byens sydlige del. Gudenåen udspringer i Tinnet krat ved Tørring nord for Vejle og er med 180 km. Danmarks længste å. Gudenåen har i flere hundrede år været en vigtig trafikåre for pramdragning af varer mellem Randers og Silkeborg. Da jernbanen kom, uddøde pramdragningen. Under årene med pramdragning ændrede man Gudenåen mange steder, så de naturlige gydepladser for ørreder og laks forsvandt, og med manglende gydepladser forsvandt en stor del af laksene og en del af ørrederne.
Gudenåen og istidens Faldborgdal Den 3. istids store smeltevandsmasser helt fra, hvor Silkeborg nu ligger, løb nordpå langs isranden indtil, hvor nu Tange sø’s nordendeer. Isranden lå vest og nord herfor, og vandet fandt vej gennem den såkaldte Faldborgdal, indtil det fandt ud i Limfjorden i Venø bugt.
Lidt senere da isranden rykkede nordpå, var udløbet i Hjarbæk fjords sydende, og da isranden nåede Randersegnen, fulgte smaltevandet den nuværende Skals å’s løb og dannede de brede Skals enge. Først da isranden smeltede tilbage til et sted i Kattegat, kunne vandet løbe ud gennem Randers fjord.
